FORSIDE | MÆRKER | ARTIKLER | KONTAKT | LINKS | INDKØBSKURV             


Artikler


Artikelforside

D.F.D.S. dampskibsmærker

Radiojulehilsner til Danmark

Lemvig Banen´s historie

Julemærkesanatoriet "Kolding Fjord"

Caritas 1953

Caritas 1958 i København

Julemærket - en dansk opfindelse

Feriemærker udgivet af det danske postvæsen

Julemærkehjem i 100 år

Juleudstillinger til og med 1974

Tarplejren



Lemvig Banen´s historie


Kilde: Lemvig Købstads Historie af J. Søndergaard Jacobsen. Udgivet 1969 af Lemvig Museum.

Landeveje og Jernbaner.

At en by har let Forbindelse til Omverdenen er af vital Betydning for den. Fra andre Egne af Landet vil man maaske sige, at Lemvig er afsides beliggende. Saaledes fortæller E. Falbe-Hansen, at han i Sommeren 1860 skulde tiltræde en Stilling som Dommerfuldmægtig her i Byen, var hans Moder meget bekymret, da han tog Afsked med hende i Odense. "Det var, som jeg skulde til Sibirien. Selv var jeg ogsaa meget betænkelig ved at forestille mig de nye Forhold i den afsides Egn, som jeg kun ved 3 Døgns uafbrudt Rejse pr. Diligence kunde naa". - Men selv om det for andre kan synes afside, føles det jo ikke saadan af dem, der bor her. Da det for nogle Aar siden blev fremført over for en af Egnens Beboere, at vi boede noget afsides, afviste han dette paa det bestemteste og anførte bl.a. følgende Argument:"Når en taa´r herfra om a Mor´, saa er en i Kjøvenhavn aj Awten !" - Saa var den Beskyldning vist hjem. Hvor vilde vedkommende ikke have triumferet, om han havde oplevet Lyntogenes Tid !
Et stort Afbræk for Byen maa det have været, da Havet gennembrød Tangen ved Agger. Hidtil havde man regnet den sydlige Del af Thy med til Lemvigs Opland, og den landværts Forbindelse mellem Hardsyssel og Thy var foregaaet over Lemvig. Det maa have haft stor Betydning for Byen, undertiden ogsaa paa en uheldig Maade, naar fremmede Tropper i Krigstider huserede helt herovre ved Vestkysten og skulde denne Vej for at komme til Thy.
Fra 1825, da Vesterhavet under en Stormflod brød gennem Tangen ved Agger, var denne Forbindelse med Thy afbrudt - for det var jo ikke alle, der kunde se paa det som Thyboen, da han kørte løbsk ned af Kobberød Bakke. Han havde da Sindsligevægt nok til at sige til sin Sidemand paa Agefjælen : "No wil di snaar fo fremmed´ i Lemwig !". Da forbindelsen nordpaa var svigtet, varede det ikke længe, inden Landet oplevede en Periode, hvor der byggedes Landeveje. Det tog sin Begyndelse henimod Aarhundredets Midte, først paa øerne; men omsider naaede Reformerne ogsaa til "den fjerne Afkrog af Verden, der hedder Vestjylland", som Børge Janssen udtrykker det. Den gamle Vej over Skærumbro til Ringkjøbing slyngede sig ud og ind, mest som sandede Hjulspor; endnu kan der findes Rester af den, hvor Jorden ikke har været dyrket. Den blev nu afløst af en bred, næsten lige "Chaussé", Skæsø, som det hed i Egnens Maal. Da Falbe-Hansen i 1860 gjorde Rejsen hertil, betegner han Vejen op ad Vestkysten som nyanlagt. Da han paa Trediedagen efter at have taget Afsked med sin grædende Mor nærmede sig Lemvig, kørte de milevidt i Skærver, som ikke var tromlede, Fod for Fod, over sort Hede det meste af Vejen.
Ogsaa østpaa blev der anlagt en Landevej gennem Nr. Lem, Nr. Nissum og ad Remmer Strand til Humlum, hvor den stødte til Vejen fra Oddesund. Denne Vej, der kaldes Oddesundvejen og omkring 1800 blev betegnet som ny, blev 1854 overtaget af Amtet og derefter udbygget og istandsat, men den fik ikke det Linealpræg som Ringkøbingvejen. Den Vej, som fra Lemvig fører gennem Fabjerg og Gudum til Struer og almindeligt betegnes som "søndre Landevej", er først gennemført adskillige Aar senere og ikke som Amtsvej. Den findes ikke paa Generalstabskortet fra 1882. Fra den nordlige Del af Fabjerg maatte man da tage Turen til Lemvig ad en Vej forbi Sdr. og Nr. Skafsgaard i Nr. Nissum, hvor man ved sidstnævnte Gaard stødte til Amtsvejen.
Det var ogsaa i disse Aar, der blev arbejdet paa at faa Landet forsynet med Jernbaner. Den første blev aabnet 1847, det drejede sig dog kun om de 4 Mil fra København til Roskilde, men efter Treaarskrigen blev der rigtig taget fat.
Omkring 1860 projekterede man den jydske Tværbane fra Langaa til Struer, og det var oprindelig Tanken, at den skulde have fortsat til Lemvig, men det blev forpurret af Bystyrelsen i Lemvig. Den før nævnte Dommerfuldmægtig E. Falbe-Hansen fortæller, at en Dag kom hans Principal, By- og Herredsfoged Justitsraad Møller, hjem fra et Møde i Borgerrepræsentationen med nogle Optegnelser og sagde, at man havde vedtaget at bede Ministeriet om at blive fri for at faa den Bane til Byen. Nu blev saa Falbe-Hansen sat til efter disse Optegnelser og Hr. Møllers Vejledning at affatte en saadan Skrivelse, hvad han gjorde trods sin Forbavelse over, at Byens "vise Fædre" kunde indtage et saadant Standpunkt. Skrivelsen havde ogsaa den tilsigtede Virkning. Banen blev ført fra Struer til Holstebro i Stedet for til Lemvig.
Rigtigheden af Falbe-Hansens Fremstilling er imidlertid draget i Tvivl af Chr. Møller-Hansen i Bogen om Andrup-slægten. Han begrunder sin Tvivl med, at den omtalte Skrivelse ikke kan findes i DSB´s Arkiver. Men selv om det er Tilfældet, at en saadan Skrivelse er blevet indsendt, behøver Lemvig dog ikke at skamme sig af den Grund. En saadan ængstelse for, at Jernbanen skulde skabe uønsket Konkurrence fra "Nabobyer", kender man ogsaa andetsteds fra, bl.a. fra Aahus, hvor man nok kunde finde sig i at faa en Bane Nord paa til Randers, men ikke vilde have den ført Syd paa, da man saa frygtede Konkurrence fra Hamborg. Falbe-Hansen siger, at hans Artikel ikke grunder sig paa skriftlige Optegnelser, "men kun paa min fortræffelige Hukommelse, i hvilken jeg bevarer et saa levende Billede af de Oplevelser, jeg agter at skildre, saa de staa for mig, som om de ere passerede for ganske kort Tid siden".
Som nævnt endte Banen østfra i første Omgang i Holstebro, men da den derfra nogle Aar senere skulde føres videre, var man i Lemvig alligevel ængstelig for at blive sat uden for Jernbanenettet, og Byraadet samledes derfor til Møde 2. Februar 1868, og der forhandlede man om, "hvorledes man bedst kan virke hen til, at Lemvig kan indlemmes i Jernbanenettes Gode, og det blev vedtaget, at Købmand H. C. Schou i Sagens Interesse rejser til København for at tage Del i den Deputations Forhandlinger, som der holder Møde d. 4. ds. og der virke hen til at Banen om muligt forlægges til Lemvig".
Det kom der jo altsaa ikke noget ud af; men da det var fastlagt, at Banen fra Holstebro skulde gaa mod Vest til Vemb og derfra sydpaa over Ringkjøbing og Skjern til Esbjerg, var man klar over, at man nu maatte søge Forbindelse med denne Bane, og det naturligste vilde da være en Bane fra Lemvig til Vemb. Allerede 3. Maj 1873 var man saa vidt, at man kunde forhandle om Byens Tilskud til denne Bane, der skulde bygges som Privatbane. Man lovede et Tilskud paa 12.000 Rdl. og regnede med, at private Mænd i Byen vilde tegne sig for ca. halvt saa meget. Da der senere blev Tale om en østlig og en vestlig Linieføring, var man i Byraadet mest glad for den østlige og lovede, at kunde den blive gennemført, vilde man forhøje beløbet til 22.000 Rdl., i modsat Fald vilde man kun yde 4000 Rdl. Da man 25. Juni 1875 igen havde Banen til Behandling, var Ruten fastlagt. Da nævnes Banegaard oven for Byen og Stationer ved Ramme Kirke og ved Bækmarksbro. Man gik ind paa, at Kommunen overtog de Aktier, som ved den private Tegning kom til at mangle i 20.000 Kr. Endvidere paatog man sig at anlægge en Gangsti fra Byen op til Banegaarden, og man søgte om, at der til dette Formaal maatte ydes 1000 Kr. af Ekspropriationsfonden, mod at Byen paatog sig Forpligtelsen til i al Fremtid at vedligeholde Stien uden Udgift for Jernbanen.
Den 20. Juli 1879 blev saa Banestrækningen indviet, og 2 Maaneder senere valgte Byraadet H. C. Schou til at repræsentere Byen i Jernbanens Bestyrelse. Med Banens Aabning var Byen kommet i bedre Forbindelse med det sydlige Opland, og da Banen saa i 1899 af et nyt A/S blev forlænget til Thyborøn, var der ogsaa knyttet Kontakt med denne Del af Oplandet, noget der senere skulde vise sig at være af stor Betydning i Isvintre, hvor man havde Forbindelse med den isfri Havn i Thyborøn. De to Selskaber blev senere forenet til eet Selskab, og Staten overtog Strækningen Harboøre-Thyborøn.
Den første Stationsbygning nedbrændte 1908. Den nye blev opbygget i 2 Etager, medens den første kun paa den midterste Trediedel havde haft denne Højde. Den Jernbaneforbindelse med Struer, som man ved det første Baneanlæg var gaaet Glip af, spøgede stadig i Tankerne, og 29. Juni 1915 blev der efter Indbydelse af Driftbestyrer Petersen afholdt et Møde paa Jespersens Hotel, hvor man drøftede et Forslag om Anlæg af en Privatbane fra Lemvig Station over Rom,Fabjerg, Nr. Nissum, Gudum og Resen til Struer, saaledes at man afbenyttede Lemvig Station og Sporet paa Vemb-Lemvig-Banen til et Punkt ud for Rom Kirke og Sporet paa Oddesund-Banen ca. 3 km fra Struer.
Man var dog enig om, at dette Projekt vilde faa en uheldig Virkning for Lemvig nedre By, med mindre der kunde etableres en Forbindelse til denne og anbringes en Station neden for Bakkerne, f.eks. ved Lemvig Sø. Byraadet synes allerede paa det Tidspunkt at være gaaet ind paa at yde et Tilskud paa 125.000 Kr. paa Betingelse af, at de Kommuner, som Banen kom til at gaa igennem, ydede tilsvarende; men Byraadet erklærede nogle Dage senere, at dersom Planen om en Station i den nedre Bydel kunde gennemføres, vilde man gaa med til et væsentligt større Tilskud.
Udvalget, der arbejdede med Sagen, fik nu Forbindelse med Ingeniør Harald Rumph, som kort efter kom til Lemvig og saa paa Forholdene. Han fandt, at Kravet om en Station ved Søen let kunde imødekommes. I Begyndelsen af November samme Aar var Ingeniøren færdig med sine Beregninger og Skitser angaaende Banegaardens Beliggenhed ved Søen, Nedføring af Banen fra Dubgaard i Rom og Forbindelse med Havnebanen.
Nu skulde der gøres noget. Man maatte smede, medens Jernet var varmt, saa man vedtog at lade Rumphs Beregninger og Redegørelse trykke og sende et Eksemplar til hvert Sogneraadsmedlem i Fabjerg, Gudum og Nørre Nissum, og man fortsatte ihærdigt Arbejdet med Sagen. I 1918 søgte man Koncession paa Banen, og Aaret efter forelaa Ministeriets Betingelser, men de var af en saadan Art, at man ikke kunde antage dem uændret. Efter adskillige Drøftelser og ændringer blev Formen saadan, at den kunde godkendes. Byraadet bevilgede 320.000 Kr., Banen blev vedtaget i Rigsdagen i Begyndelsen af Tyverne, og Linien blev afstukket i Terrænet. I Nr. Nissum blev en mindre Bygning, som netop laa i den afstukne Linie, revet ned. Ejeren, Seminarielærer Nik. Strøm, vilde ikke lægge Sten i Vejen for Foretagendet. Det var vist det eneste synlige Resultat af Loven, for inden der kunde tænkes paa at begynde Arbejdet, var Trafikken i saa høj Grad flyttet fra Jernbanerne til Landevejene og blevet til Biltransport, saa Projektet aldrig blev gennemført, og det betragtes vist nu af alle som en stor Lykke.
Vemb-Lemvig-Thyborøn Jernbane vedblev at have sin Betydning som Bindeled mellem Byen og det gode Opland og som Middel til at komme i Forbindelse med Statsbanerne og dermed give Adgang til den store Verden. I sidstnævnte Henseende maatte man dog undertiden stille sine Krav til DSB, naar der fra den lokale Baneledelses Side blev gjort for lidt for at tilpasse sig efter Forholdene, saa Afbenyttelsen kunde blive til størst mulig Fordel for de rejsende.
Banens Betydning for Lemvig ses af, hvor meget den er blevet benyttet. I Driftsaaret 1925-26 befordredes 230.504 rejsende, og Totalmængden af Gods udgjorde 77.126 Tons, deraf alene fra Lemvig 63.365 Personer og 19.789 Tons Gods, mens der i Byen blev udladet 9.749 Tons. I Driftsaaret 1931-32 blev der foretaget 190.555 Rejser, hvilket dog var en lille Nedgang fra Aaret før, og Indtægten deraf var 164.876 Kr., hvilket var en Nedgang paa et Par Tusinde Kr. Godsmængden var ligeledes gaaet lidt tilbage. Den udgjorde 52.517 t, og Tilbagegangen i Betalingen herfor var ca. 65.000 Kr. Hele Driftsindtægten var 484.873 Kr., og Udgiften 487.862 Kr., altsaa et mindre Underskud. I Aarene under anden Verdenskrig havde Banen her ligesom andre Privatbaner Underskud, men det afbødedes noget i Isvintrene ved, at meget Fragtgods landsattes i den isfri Havn i Thyborøn og befordredes derfra videre med Banen. I Driftsaaret 1962-63 var Antallet af rejsende 264.844, og Indtægten derved var 400.384 Kr. Der befordredes af Gods og Kreaturer 34.173 Tons, hvilket gav en Indtægt paa 561.812 Kr.















Design og programmering af Klaus Nissen, www.Triodimenzionale.dk