FORSIDE | MÆRKER | ARTIKLER | KONTAKT | LINKS | INDKØBSKURV             


Artikler


Artikelforside

D.F.D.S. dampskibsmærker

Radiojulehilsner til Danmark

Lemvig Banen´s historie

Julemærkesanatoriet "Kolding Fjord"

Caritas 1953

Caritas 1958 i København

Julemærket - en dansk opfindelse

Feriemærker udgivet af det danske postvæsen

Julemærkehjem i 100 år

Juleudstillinger til og med 1974

Tarplejren



Caritas 1953


Forfatter: Bruno Nørdam, Randers.
Hjemmeside: www.bnordam.dk



I anledning af 50 års dagen for Danmarks og dermed verdens første julemærke blev der afholdt en udstilling - Caritas (der betyder velgørenhed eller barmhjertighed) - i tidsrummet den 13.- 15. november 1953 i Grundtvigs hus, Studiestræde 38, København. Udstillingen blev arrangeret af Julemærkekomiteen, Danmarks Julemærkesamler Forening og Samarbejdende Frimærkeforeninger.
Hendes Majestæt dronning Ingrid havde påtaget sig hvervet som protektor. I udstillingsprogrammet står der, at Caritas-udstillingen var den første af sin art i Europa, men allerede i oktober 1912 fandt der en julemærkeudstilling sted på Paladshotellet i København.

Udstillingen var delt i to afdelinger.

Den ene afdeling var en mindeudstilling, arrangeret af Julemærkekomiteens, til ære for postmester Ejnar Holbøll, julemærkets fader. Her vistes mærker, billeder, plakater med mere, der belyste julemærkets sociale betydning. Ejnar Holbølls egen samling af julemærker, der var videreført af hans datter og nu indeholdt jule-, tuberkulose- og Røde Kors mærker fra ca. 75 lande, kunne også beses.

Den anden afdeling var forbeholdt samlinger af julemærker, velgørenhedsmærker og frimærker med tilknytning til velgørenhed og barmhjertighed.

Det første, der mødte gæsterne var en buste af Holbøll, velvilligt udlånt af Dansk Post- og Telegrafmuseum.

Ved åbningshøjtideligheden var familien Holbøll, fru Holbøll, sønnen Carl Heger Holbøll og børnebørn placeret på ærespladserne på første række. Alle fik overrakt en plaquette med Holbølls portræt. På familiens vegne takkede Carl Heger Holbøll for den store hyldest, der blev hans far til del. Alle gæsterne fik overrakt en mappe med de nye julemærker, et digt af Hans Hartvig Seedorff-Pedersen, udstillingens katalog og souvenirark.

Det kostede 1 krone at gæste udstillingen. Dog kunne man købe et partoutkort for 3 kroner.

Til udstillingen var der fremstilet to forskellige konvolutter med Holbøll.
Den ene er med en tegning af busten med Hollbøll og teksten "50th DANISH CHRISTMAS SEAL".



Konvolutten måler 16, 5 x 9,2 cm.

Den anden har et fotografi af busten med Holbøll og teksten "EJNAR HOLBØLL IN MEMORIAM / CARITAS".



Konvolutten findes i to størrelser: 16 x 9,4 cm og 16,2 x 11,5 cm. Indlagt i konvolutterne var der indlagt et stykke pap med indskriften "Send julehilsenen til udlandet pr. luftpost". Disse papstykker er set anvendt som kort:



På selve åbningsdagen udkom der to nye frimærker i serien "Kongerige i 1000 år", 15 øre Trelleborg og 20 øre Kalundborg Kirke samt årets julemærke. Julemærket, der kostede 2 øre pr. stk., kunne den 13. november som det eneste sted i Danmark kun købes på udstillingen. Ikke mindre end 9000 særkonvolutter blev forsynet med førstedagsstemplet.



Særstemplet har i midten en sekskantet stjerne, hvorfra der udgår bølgede stråler, et motiv som blev brugt på julemærkearket fra 1952, og datoen. Øverst ses "KØBENHAVN K" og nederst "CARITAS". Stemplet blev anvendt på alle udstillingsdage med hver sin dato.

På de to andre dage blev der ekspederet 5000 særkonvolutter (henholdsvis 1800 og 3200). Udstillingens postkontor solgte for 4600 kr. frimærker og ca. 50.000 julemærker. Dertil kom et salg på 3500 kr. julemærker på Julemærkekontorets stand.

Til udstillingen blev der trykt 30.000 souvenirark (se øverst). Arket er tegnet af arkitekt P. Steen-Jensen og er trykt hos F.E. Bording. Prisen var 1 krone. Souvenirarket har en gengivelse af de første julemærker fra Danmark, Island og Dansk Vestindien. På bagsiden af mærkerne er der trykt "CARITAS / 1953".

Souvenirarket findes også som sorttryk uden tryk på bagsiden:



Sorttrykket er større end souvenirarket, idet det måler 16 x 11,5 cm.



Der blev også fremstillet et nummereret katalog på 90 sider til en pris af 1,50 krone. I kataloget er der en artikel om Ejnar Holbøll og Julemærkekomiteens virksomhed ved C.V. Strube, et digt af Hans Hartvig Seedorff-Pedersen, en katalogisering af Danmarks og Dansk Vestindiens julemærker ved Erik Begtrup, C. Fordsmand og J. A. Jørgensen og en udstillerliste.

I den anden afdeling, der var åben for alle samlere, var der ca. 3000 plancher med julemærker, velgørenhedsmærker og frimærker. Afdelingen var inddelt i tre klasser, som blev bedømt af en jury bestående af formanden dr. med. Erik Begtrup, julemærkespecialisten H. Stampe, Richard Boyer, O. Heie og Mogens Juhl.

Til præmietagerne var der en plaquette med Ejnar Holbølls portræt:



I klasse I med julemærker og velgørenhedsmærker var der førstepræmie og forsølvet plaquette til M. E. Uznanski, Chicago, der udstillede U.S.A.'s julemærker fra 1907-1953. Ægte sølvplaquette gik til J. A. Jørgensen, København for en samling fra mange områder.

I klasse II med postale mærker (velgørenhedsmærker, motivmærker med tilknytning til velgørenhed og andre frimærker) modtog Jean Pouli, Amsterdam, ærespræmie og forsølvet plaquette for et eksponat med Røde Kors udgaven, trykt på rubelsedler, fra Letland. Karlo Lindskog, Odense, deltog med sin samling med dansk luftpost og modtog ægte sølvplaquette.

Der er ikke registreret præmietagere i klassen for litteratur.

Den schweiziske velgørenhedsorganisation Pro Juventute viste uden for konkurrence et stort eksponat "Frimærket i børnehjælpens tjeneste - specialsamling Europa".

Til deltagerne blev der udleveret et diplom:

















Design og programmering af Klaus Nissen, www.Triodimenzionale.dk